DBSCAN's kerneprincip om tæthedsopnåelighed er det, der bestemmer klyngetildelinger. Punkter tildeles klynger baseret på følgende:

• Direkte tæthedsopnåelig: et punkt $p$ er direkte tæthedsopnåeligt fra et kernepunkt $q$, hvis $p$ er inden for ε-radius af $q$. Alle direkte tæthedsopnåelige punkter fra et kernepunkt tilhører automatisk samme klynge som kernepunktet;

• Tæthedsopnåelig: et punkt $p$ er tæthedsopnåeligt fra et kernepunkt $q$, hvis der findes en kæde af punkter $p_1$, $p_2$, ..., $p_n$, hvor $p_1 = q$, $p_n = p$, og hvert $p_{i+1}$ er direkte tæthedsopnåeligt fra $p_i$. Dette betyder, at selvom et punkt ikke er direkte inden for ε-radius af et kernepunkt, kan det stadig tilhøre samme klynge, hvis det er forbundet til kernepunktet gennem en kæde af direkte tæthedsopnåelige punkter;

• Tæthedsforbundet: to punkter $p$ og $q$ er tæthedsforbundne, hvis der findes et kernepunkt $o$, sådan at både $p$ og $q$ er tæthedsopnåelige fra $o$. Alle tæthedsforbundne punkter tilhører samme klynge.

Grænsepunkter tildeles klyngen for det første kernepunkt, hvorfra de findes at være opnåelige. Støjpunkter er pr. definition ikke tæthedsopnåelige fra noget kernepunkt og tildeles derfor ikke nogen klynge. De behandles som outliers.

I bund og grund opbygger DBSCAN klynger ved at forbinde kernepunkter, der er tæthedsopnåelige fra hinanden, og grænsepunkter arver klyngetildelingen fra de kernepunkter, de er tilknyttet.